apr 13 2008
Historien bag House of Kids
Jeg hedder Helle, er 34 år, og startede House of Kids i efteråret 2005. Jeg er gift med Per, og sammen har vi Cecilie på 10 år og Nicolai på 3 år.
Jeg er uddannet grafiker, og startede et par år efter endt uddannelse, virksomheden Guldmann Design. Her lavede jeg markedsføringsmateriale for virksomheder samt rapporter og oplysningsmateriale for den offentlige sektor. Jeg sad på kontor med to journalister i et kontorfællesskab i Odder, syd for Århus.
Efter nogle år synes jeg der skulle ske noget nyt i mit arbejdsliv, og jeg startede netbutikken House of Kids. De første mærker var Mini A Ture, Okker Gokker, Serendipity, Rützou og MP Strømper. Alle varer var hjemme i vores hus, og hver dag når det grafiske arbejde var lavet, tog jeg hjem og pakkede dagens bestillinger.
Egentlig startede jeg shoppen lidt for sjov, og meningen var at det blot skulle være en lille del af min arbejdsdag. Jeg blev dog hurtigt klar over at man ikke starter en netbutik med venstre hånd. Lageret blev flyttet ned i et lokale i kontorfællesskabet, og jeg havde nu bedre muligheder, for at arbejde med begge virksomheder i løbet af dagen. Efter endnu noget tid blev jeg nødt til at tage en beslutning om jeg ville arbejde med det grafiske eller med webshoppen.
Det blev House of Kids som blev valget. Jeg lukkede Guldmann Design og helligede mig nu shoppen hundrede procent. Jeg lejede nogle større lokaler som lå på etagen nedenunder og der var nu både plads og tid til at House of Kids kunne få den fulde opmærksomhed til udviklingen.
Det gik nu noget hurtigere end jeg havde regnet med, og i efteråret 2006 ansatte jeg Nanna på fuld tid til at hjælpe med kundeservice samt pakning. Der gik noget tid og vi måtte indse at der skulle flere hænder til. Gitte blev ansat omkring årsskiftet og skulle stå for lager og forsendelse. Nu gik det rigtig godt og vi havde tid til vores opgaver hver i sær.
Med den løbende vækst kom der også flere varer, og det varede nu ikke særlig længe, før Nanna og jeg var ved at blive væk blandt overtøj og sko på kontoret ovenpå. Gitte klatrede nærmest rundt på reolerne nedenunder og havde sit hyr med at holde orden i det hele. Tiden havde allerede meldt sig til at vi måtte finde en mere holdbar løsning. Det største problem lå i at forlade kontorfællesskabet. Her var nemlig også en masse dejlige mennesker i andre virksomheder. Vi havde fælles kantine, fælles morgenbrød/kaffe hver formiddag og ikke mindst liv og latter. De manglende lokaler og ikke mindst at Gitte var på en anden etage, gjorde dog udslaget for at vi måtte finde et større og mere velegnet sted.
I januar 2008 flyttede vi så ind i en nybygget lagerhal med kontorer på Jernaldervej i Odder. Hold da op hvor fik vi meget plads. Lagerhallen blev organiseret med gode solide stålreoler og alle varerne ligger nu i sirlige rækker, og i en orden så vi alle kan finde rundt i det. Christina er så vores »nyeste skud på stammen« og blev ansat i det tidlige forår 2008. Christina står bla. for fotografering af varer, håndtering af returvarer og hjælper til med kundeservice samt forsendelse i travle perioder.
Så nu er vi 4 hos House of Kids – og vi har det både sjovt, hyggeligt og rart sammen. Det er vigtigt for mig at vi har skabt et dejligt hus at være i og at alle ser ud til at trives. I skrivende stund er vi i gang med næste udviklingstrin af shoppen: legetøj. Det bliver spændende hvordan de kommende år kommer til at se ud :·)
Hvis du nåede så langt - så tak fordi du læste med.
Mange hilsener Helle

